Den, som kommer allersidst

DEN, SOM KOMMER ALLERSIDST er en fortælling om et barneliv og et politikerliv, som fletter sig uløseligt sammen. Det er en fortælling om barnelivets alvor, ikke leg, som former politikeren Britta Christensen.

Bogen er delt op to dele og to stemmer. Første del beskriver barndomsperioden i korte og længere glimt. Denne del er skrevet med Meretes stemme – Merete er Britta Christensens mellemnavn – og denne fortællemæssige afstand var nødvendig i processen for at kunne beskrive en barndom, som ikke burde finde sted, men som alt for mange børn oplever. Denne del danner et tydeligt baggrundstæppe som mønsterbryder og mælkebøttebarn for Brittas politiske liv. Anden del er skrevet med Brittas stemme og ridser en lang politisk karriere op, som startede lidt tilfældigt med deltagelse i forskellige samfundsaktiviteter og blev til 14 år på posten som socialdemokratisk borgmester i Hvidovre. Britta Christensen er den længst siddende kvindelige borgmester nogensinde.

Britta Christensen fortæller ligefremt om glæder og nederlag i sin tid i politik, som hun selv betegner som en parentes i danmarkshistorien og en større del i Hvidovres lokalhistorie med temaer som kampen mod ghettodannelse, købet af Avedørelejren og Kvarterløftet.

Om forfatteren

Britta Christensen er uddannet pædagog, har boet i Hvidovre i mere end 40 år, er gift med Jørgen, har to børn og fire børnebørn. Britta har været medlem af Socialdemokratiet hele livet og var borgmester i Hvidovre i perioden 1993-2007.

Uddrag fra bogen:

Jonnas humør var værst om morgenen. En dag, hvor det var særligt slemt, tog hun den tallerken, der stod på bordet, og satte den så hårdt ned på Meretes hoved, at den gik i flere stykker. Merete, der allerede var sent på den, børstede så mange skår og splinter ud af håret, hun kunne nå. Selvom det gjorde ondt, bed hun tænderne sammen, for hun ville ikke komme grædende i skole.

I skolen bemærkede sidekammeraten de fine små splinter, der sad i hendes hovedbund, og som dryssede ned i læsebogen, når hun bøjede hovedet. Merete sagde, at hun ikke vidste, hvordan hun havde fået porcelænsrester i håret.

Udtalelser fra læserne:

”Kan varmt anbefales.” – Kirsten Ryom

”Kan anbefales , en fortælling om en af de store, der trådte ind i mændenes domæne, gjorde en knaldskrap indsats og betalte prisen.” – C.K.

”En rørende fortælling, som jeg varmt kan anbefale. Må indrømme, der faldt nogle tårer undervejs. En bog, som jeg sikkert vil læse mere end en gang.” – Kirsten Marie Ibsen

”Britta, du er og har altid været en modig kvinde. Jeg kan varmt anbefale andre at læse bogen.” – Helle Adelborg

”En fremragende bog at læse, det føles, som om du sidder over for en og fortæller. Jeg vil anbefale alle at anskaffe den.” – E.F.

”Hvidovres tidligere borgmester Britta Merete Christensen har fået udgivet sin erindringsbog Den, som kommer allersidst. Historikken om bogen er, at den har ligget i en skuffe nogle år, men så er halet frem og udgivet. Og det er godt, den er det, for første del er et helt væsentligt bidrag til fortællingen om de børn, som også i dag bliver mishandlet uden at blive fjernet fra deres forældre på en tryg måde. Fortælleren i første del er Merete - Britta Merete Christensens mellemnavn - og det navn er angiveligt valgt for overhovedet at kunne skrive, for manuskriptet har i første omgang haft et terapeutisk formål. Det er hjerteskærende at læse om, hvordan en dysfunktionel barndom kan forme sig, og der kan næppe nævnes den type af fornedrelse og mishandling, som Merete ikke har været udsat for. Den fortælling kunne godt have båret en hel bog. Borgmesterårene fylder mindre end barndomsårene og hverken foregiver eller er dækkende for perioden. Britta Merete Christensen er den indtil videre længst siddende kvindelige borgmester i Danmark. Jeg har selv boet i Hvidovre i et par perioder, længst sammenhængende lige omkring det tidspunkt, hvor Britta var borgmester, og jeg en smule aktiv i Socialdemokratiet Hvidovre. Jeg kom dertil fra Ishøj, hvor jeg selv var formand for partiforeningen, og hvor vi heldigvis kun havde én forening, for noget af det, jeg oplevede i Hvidovre var, at lokalforeningerne af Socialdemokratiet aktivt bekrigede hinanden. Det skal der ikke gåes i detaljer med her. Det skal der ikke gåes i detaljer med her. Jeg kender Britta Merete Christensen som et varmt og empatisk og klogt menneske, og jeg kan undre mig over, at hun er blevet netop det med den baggrund. Men hun kalder jo sig selv et mælkebøttebarn, og mælkebøtter har den egenskab, at de skyder op under alle omstændigheder. Tak for bogen Britta.” – anonym (redaktionen har anmelderens fulde navn).

 

272 sider • Hæftet m. flapper • ISBN papirbog: 978-87-998858-7-9 • Papirbog: 249,95 kr.